Art My Place - mit kreative fristed
Art My Place er mit atelier og galleri i Kunstnergaden Rørholmsgade – en kreativ oase midt i København, tæt ved Søerne. Her er jeg en del af et levende fællesskab af selvstændige kunstnere og kunsthåndværkere, som arbejder, udstiller og sælger direkte fra egne værksteder og atelierer.
Kunstnergaden Rørholmsgade blev grundlagt i 1994 og har netop fejret sit 30-års jubilæum. Gaden tilbyder en unik oplevelse, hvor besøgende kan møde kunstnerne, høre om arbejdsprocesserne og opleve værkerne helt tæt på.
Mit sted – Art My Place – fungerer både som atelier, galleri og udstillingsvindue. Her viser jeg mine nyeste malerier og arrangerer også workshops og små events.
Vi holder fælles åbent den første søndag i hver måned fra kl. 12.00 til 16.00.
Du er også meget velkommen til at kontakte mig for en individuel besøgsaftale, eller hvis du har spørgsmål.

